• Stenrig tobaksfond får med ét smæk kontrol over møbelklenodie og Tivoli

    المصدر: BDK Finans / 01 يوليو 2025 02:19:46   America/Los_Angeles

    Med ét slag får den danske familiefond Chr. Augustinus Fabrikker kontrol med både møbelklenodiet Fritz Hansen og forlystelsesparken Tivoli. Det meddeler fonden i en pressemeddelelse. 270 år gamle Chr. Augustinus Fabrikker, der grundlagde investeringsformuen på tobaksproduktion, køber således en anden tobaksfonds – C.W. Obels – andel af selskabet Skandinavisk Holding. Skandinavisk Holding ejer 100 procent af møbelproducenten Fritz Hansen A/S og omkring 32 procent af Tivoli A/S. Chr. Augustinus Fabrikker har hidtil noteret sig for en ejerandel på 65 procent af Skandinavisk Holding, mens C.W. Obel har ejet de resterende 35 procent. Dermed får Augustinus-fonden fuld kontrol med Fritz Hansen, der har rødder tilbage til 1873. Og da fonden i forvejen ejer 25 procent af Tivoli, får fonden også kontrol med den gamle have. Et opkøb, der sker, da Chr. Augustinus Fabrikker ønsker at være »majoritetsejer eller betydelig ejer« af de selskaber, fonden investerer i, lyder det i meddelelsen. »Vi har fremadrettet et ønske om i højere grad at være en betydelig ejer – og gerne en ejer, som har kontrol. Det giver os bedre muligheder for at tænke langsigtet og bringe vores erfaringer og kompetencer bedst muligt i spil. Samtidig har vi ønsket at få en større eksponering i forhold til Fritz Hansen og Tivoli, som vi har haft et mangeårigt og godt medejerskab af,« udtaler fondens administrerende direktør, Claus Gregersen. Prisen oplyses imidlertid ikke i meddelelsen. Det fremgår dog, at »handlen ikke umiddelbart (får) nogen konsekvenser for hverken Fritz Hansen eller Tivoli.« Skandinavisk Holding bogførte sidste år en egenkapital på knap 650 millioner kroner, fremgår det af årsregnskabet. Blev sammen rige på tobak Der takkes desuden gensidigt for samarbejdet de to tobaksfonde imellem, som har haft historisk tætte bånd. »Vi har gennem Skandinavisk Holding haft et glimrende samarbejde med Chr. Augustinus Fabrikker om ejerskaberne i Fritz Hansen og Tivoli – ligesom vi har et godt samarbejde på en række andre områder,« lyder det fra Anders C. Obel, der er administrerende direktør i C.W. Obel. Begge selskaber har rødder helt tilbage til 1700-tallet, hvor de som mindre tobaksvirksomheder lagde grundstenene til fondenes milliardformuer. I 1961 stiftede de to traditionsrige tobaksfabrikker sammen med R. Færchs Fabrikker i Holstebro giganten Skandinavisk Tobakskompagni. I 2008 frasolgte koncernen en del af forretningen til British American Tobacco for knap 12 milliarder kroner. Senere trak Færch-familien sig fra tobakseventyret, og Scandinavian Tobacco Group – som selskabet siden var blevet omdøbt – blev i 2016 børsnoteret. Det gav C.W. Obel og Chr. Augustinus en indtægt på 1,8 milliarder kroner i det dengang fælles selskab Skandinavisk Holding. Chr. Augustinus Fabrikker ejer fortsat 25 procent af selskabet, men har gennem årene spredt sine investeringer til flere andre brancher – blandt andet med ejerandele i forlaget Gyldendal, Kurhotel Skodsborg og bryggeriet Royal Unibrew. Fonden har ejerandel i samlet 19 selskaber. Og cigarkassen bugner. Af fondens seneste årsregnskab fremgår det, at Chr. Augustinus Fabrikker sidste år bogførte en egenkapital på 32 milliarder kroner. https://www.berlingske.dk/virksomheder/stenrig-tobaksfond-faar-med-et-smaek-kontrol-over-moebelklenodie-og
شارك على،